Operationsdag

1. februar, en længe ventet dag. Selv Jessica har set frem til den, for hun savner sin energi og er træt af sine anfald. Men samtidig har Jessica også været bange, især efter farfar pludselig døde tirsdag i sidste uge.

Tidligt op og afsted til vores vante afdeling. Kl 9 kom der en portør for at køre Jessica til OP. Da vi kom på operationsgangen, blev vi mødt med at teknikken var begyndt at drille, så det blev til en god times ekstra ventetid, hvor sulten virkelig begyndte at indfinde sig. Jessica er mega sej til at faste, når hun skal. Mor og far faster med i solidaritet, ellers er det unfair syntes vi

Endelig lykkedes det at blive bedøvet og kl 10.30 gik Henrik og jeg fra operationsstuen, Jessica sov tungt. Bedøvet på maske som hun selv har bestemt, så selve anæstæsien begynder først når vi har forladt stuen.

Aftalen var at vi blot skulle få noget mad, gå en tur. Operationen kunne tage op til 6 timer, men løb alt planmæssigt, kunne de nøjes med 1 1/2 time. Tiden gik, storebror skrev jævnligt, han er pænt presset af at Jessica skulle opereres. Selv os forældre begyndte at blive en anelse utålmodige.

Kl 13.55 ringede anæstæsien og sagde de var gået igang med at vække hende og vi skulle mødes ud for opvågningen.

Jessica ankom sovende, for at vågne. Øjenene blinkede en gang i mellem, hun prøvede så småt at vågne og smile til os

Vi skal være 6 timer på opvågningen, for at sikre at der ingen blødning kommer og at hun er okay.

Operationen er et stent der er lagt ind gennem de store cyster på højre side af hovedet, dem hun er blev opereret for før, så er der “lavet vej” gennem 1 cm hjernevæv og ind til den cyste i ventriklen. Således burde ingen af cysterne drille mere

Der er spist bolle med pålægschokolade, hendes elskede chokofanter, slik og chips. Så vi er helt trygge og kender hende.

Kateteret er fjernet, væsken er koblet fra og tøsen ville bare på toilet. Færdig. Så afsted på gåtur, med en sygeplejerske i den ene hånd og mor i den anden. Damen er ret bestemt og ikke tilfreds med den lange tid på opvågningen

Desværre er hun så hævet, at briller lige må vente, de trykker simpelthen for meget på hovedet. Men telefonen kan hun stadig klare og der er ringet til Chris og mormor. Senere kommer Chris på besøg på afdelingen, via bagdøren og ja vi har fået lov, de kender til Chris’ problematik

Vi satser på at Jessica kommer sig godt og vi snart kan enten komme i familiehuset eller hjem